Leder du efter en ny familiebil, så får du her en brugbar guide til, hvordan du finder den helt rigtige bil, som dækker dine og familiens behov.
At købe bil er ikke nogen lille investering. Næst efter køb af hus så er bilkøb en af de helt store poster på privatbudgettet for de fleste familier. Derfor har vi her samlet en masse god tips og tricks, som du kan bruge, næste gang du skal på jagt efter en ny familiebil.
For det er desværre ikke helt så let, som det måske kan lyde. For hvad har du egentlig brug for, når vi snakker familiebil? Hvor finder du bilen henne, og kan det betale sig at købe en moderne elbil? Herunder har du nogle gode retningslinjer, du kan holde dig til.
Hvilken type bil har du brug for?
Der er stor forskel på, hvilken biltype der er den rigtige for dig. Er I to voksne og et enkelt barn, så kan en bil som VW Golf eller Ford Focus være et ganske udmærket valg i forhold til plads. Både til hverdag og på en bilferie. Men er I eksempelvis to voksne og tre børn, så bliver Golf-klassen, som man kalder den førnævnte type af biler, for lille. Så skal I enten vælge en større stationcar som VW Passat eller Volvo V60. Det kan også være en af de populære SUV’er på markedet. Og er der fire eller flere børn i familien, så skal I op i en bil med syv sæder som en Renault Grand Scenic eller en VW Touran.
Hvordan finder du lettest bilen til familien?
Du kan starte med at søge på nettet og så browse dig igennem bilimportørernes mange hjemmesider. De fleste er i dag rigtig gode og lette at navigere rundt på, og du kan stort set alle steder bygge en bil virtuelt på skærmen derhjemme. Det er en smart måde at finde ud af, hvad bilen egentlig kommer til at koste, når du har fyldt det rigtige udstyr på basismodellen, som altid koster en del mindre, end den pris du ender med.
Du kan også tage turen rundt til alle bilforhandlerne, som typisk er samlet i de større byer. Men du kan også besøge en bilmesse, hvor mange biler er samlet ét sted. Så kan du hoppe fra bil til bil og prøve dem lige efter hinanden. Så finder du hurtigt ud af, hvad I egentlig har brug for derhjemme. Og hvis du er god til at prutte lidt om prisen, kan du altid få en klækkelig rabat ud af bilsælgerne på messer.
Hvad skal bilen kunne?
Når du har fundet ud af, hvilken type bil du har brug for, så skal du finde ud af, hvad den skal have af udstyr. Først derefter kan du træffe et fornuftigt valg af ny familiebil. Skal den være helt ny eller lidt brugt? Der er penge at spare, hvis du vælger en let brugt bil. Så er toppen af prisen lige taget af. Men omvendt hvis bilen er et år gammel, så går du også glip af det første års nybilsgaranti på bilen.
Dernæst skal du beslutte dig for, hvad den skal have af udstyr. Noget udstyr må du for alt i verden ikke gå glip af – både for din egen skyld i den tid, du skal køre i bilen. Men også når du skal sælge den igen. Så kan det være lige netop din bil, som køberne går udenom, fordi den mangler noget vigtigt udstyr. Her snakker vi udstyr som klimaanlæg, fartpilot, bakkamera osv., som rigtig mange købere i dag går efter. Så kig dig godt for, og køb ikke den første bil, som en sælger forsøger at klemme i halsen på dig til en lav pris. Det er rigtig ærgerligt at købe katten i sækken – især når det er et så dyrt køb som en bil.
Hvad med motoren?
Det sidste punkt er motoren. Der er groft sagt fire typer. Benzinmotor, dieselmotor, elmotor og hybrid. Benzin er den klassiske og i øjeblikket mest populære motor. Den kører i dag langt på literen og er billig i drift. Så det er vores umiddelbare anbefaling til dig. Diesel har de senere år været ret udskældt for øget luftforurening, selvom mange undersøgelser viser, at det ikke har noget på sig i helt nye dieselmotorer. Dog er diesel typisk lidt dyrere i drift og ejerafgift, så du skal køre rigtig mange kilometer, før det kan betale sig.
De sidste to muligheder er ren el eller hybrid – altså en kombination af en mindre forbrændingsmotor og en elmotor. Ren el kører fantastisk – hurtigt og støjsvagt. Men rækkevidde og ladetider er stadig en udfordring på lange ture som ferier. Hybrid-muligheden er indtil videre den bedste løsning, hvis du gerne vil have noget elmotor i din familiebil. Men der går ikke lang tid, før elbilen formodentlig bliver det eneste rigtige for de fleste mennesker.
Held og lykke med jagten på din næste familiebil.