Diverse

Sådan opdager du diabetes hos dit barn

contentinfoDiabetes kan ramme både børn og voksne – og uanset alder er blodsukkermåling en helt central del af behandlingen og livet med diabetes. Men før du kommer så langt, skal der stilles en diagnose.

Der findes flere og flere børn med diabetes. Som forældre kan man ikke forebygge, at ens barn får diabetes, men ved at kende familiens sygehistorie og kende symptomerne kan du reagere hurtigt og få sat behandlingen hurtigt i gang. Det giver nemlig dit barn de bedste forudsætninger for at leve ”nemt” med sygdommen.

Klassiske symptomer på diabetes hos børn

Du har et tørstigt og hyppigt tissende barn:
Først på listen kommer stor tørst og hyppige toiletbesøg. Du kan opleve, at dit barn uden videre drikker mange liter væske i løbet af en dag og dermed også tisser tilsvarende mere. Nogle børn kan endda begynde at tisse i senge, fordi de hyppige toiletbesøg er så uvante.

Du har et barn, der taber sig trods stor appetit:
Derudover oplever mange børn med begyndende diabetes hurtige vægttab – igen uden særlig indsats som ændring i kost- eller motionsvaner. Det kan være svært at se for forældre og andre voksne, som ser ham eller hende næsten hver dag. Uopdaget diabetes kan også ofte få børn til at spise mere end normalt – men de taber sig alligevel.

Du har et træt og udmattet barn:
Som forælder til et barn med uopdaget diabetes kan du også opleve et barn, der er mere træt og pylret, end det ellers vil være. Dit barn vil blive udmattet og ikke kunne klare samme fysiske aktiviteter som tidligere. Trætheden kan også komme til udtryk som pyller eller gråd – eller rent visuelt, hvor han eller hun pludselig ser hulkindet ud og med mørke, indsunkne øjne.

Du har et barn, som er sultent trods kvalme:
Sidst men ikke mindst er kvalme i forbindelse med øget appetit også et typisk tegn på diabetes hos dit barn. Der kan naturligvis være mange årsager til kvalme. Men hvis dit barn samtidig virker sultent og spiser mere, må det gerne ringe en klokke. Så kan du kigge efter de øvrige symptomer.

De fleste børn, der udvikler diabetes, er mellem 8 og 12 år, og sygdommen opstår ofte i forlængelse af en infektionssygdom og feber. Dette kan være med til at sløre mange af symptomerne, da de nemt kan afskrives som ubehag og mangel på kræfter efter et sygdomsforløb.

Reagér på din mistanke

Kan du se flere symptomer, eller har du på anden måde mistanke om diabetes hos dit barn, skal du kontakte barnets læge. Det er nemt at teste dit barns blodsukker med en blodsukkermåling. Det er et hurtigt prik i fingeren, hvorefter blodets sukkerindhold aflæses og vurderes.

Børne kan sagtens leve et godt og aktivt liv med diabetes. Det skal blot opdages og behandles. Det betyder, at dit barn fremadrettet skal lave en blodsukkermåling flere gange om dagen og holde øje med sine værdier i forhold til kost og aktivitet. Det gøres hurtigt og nemt med et lille apparat og et prik i fingeren.