BoligMiljø & Grøn energi

Har du dette energimærke, kan det bedst kan betale sig at energirenovere

Energirenovering hus

Den grønne omstilling er for alvor kommet på danskernes prioriteringsliste og tal fra Dansk Byggeri viser, at næsten 3 ud af 5 boligejere allerede har taget springet og udført energirenovering af deres bolig.

De samme tal viser desuden, at der er store forskelle på prisdifferencen mellem boliger med forskellige energimærker. Dette indikerer også, at der er forskel på, hvor meget det økonomisk set kan betale sig at investere i en energiforbedring, afhængig af hvilket energimærke man har.

Brikk, en ny landsdækkende ejendomsmægler, har derfor kigget på, hvor meget det kan betale sig at investere i energirenovering for hvert energimærke, hvis man kigger på, hvor meget ens bolig kan stige i værdi.

Der er størst forskel fra Energimærke B til A og mindst fra energimærke E til D

Den største difference findes mellem energimærkerne A og B. Her er forskellen på 16%. Det svarer til 335.662 kr. i gennemsnit i boligpris, hvis man har energimærke A i forhold til energimærke B.

Den næststørste forskel i absolutte tal, men den største forskel i procent, finder man mellem det dårligste energimærke energimærke G og energimærke F. Her er forskellen på hele 22%, som svarer til 284.816 kr. i gennemsnit.

Den mindste forskel finder man mellem energimærke E og energimærke D. Her er forskellen blot på 48.720 kr. i gennemsnitlig forhøjet boligværdi, som svarer til 2.8%.
Hvornår og hvor meget kan det betale sig at investere?

Selvom det langtfra er sikkert, at lige præcis den renovering, du laver, fører til en værdiforøgelse på 16% eller 22%, er en opgradering til A eller F energimærke en god guide til, hvor meget du maksimalt bør investere i en energiforbedring, hvis du ønsker et positivt afkast på renoveringen.

Derfor, ønsker man at energirenovere og hæve værdien på sin bolig, er det bestemt værd at overveje, hvis man kommer op på energimærke A eller F.
Hvis man har en bolig med energimærke E, og man med en energirenovering kommer op på energimærke D, kan renoveringen derimod koste mere end beløbet, boligen er steget i værdi.

Grundlægger og administrerende direktør af Brikk, Sebastian Beres, kommenterer:

”Energirenoveringer er blevet rigtigt populære. Enhver energirenovering er positiv fordi den er god for miljøet. Men renoverer man også for at få et økonomisk afkast i form af forhøjet boligværdi, er der mange der lige nu renoverer uden at have en ide om hvad dette afkast ville være. Hver bolig er selvfølgelig forskellig, men hvis jeg havde en energimærke B eller G-bolig ville jeg bestemt overveje om jeg ikke skulle energirenovere før et salg.”