Diabetes 2 har førhen været kendt som gammelmands-sukkersyge, men det er ikke kun gamle mænd der får den. Diabetes 2 er blevet en folkesygdom. I dag lever næsten 300.000 mennesker med diabetes 2, og mange har det helt uden at vide det.
Men diabetes 1 og 2 er forskellige sygdomme, og der er forskellige årsager til dem. Derfor har vi her lavet en oversigt over, hvad forskellen på de 2 sygdomme er, og hvilke diabetes symptomer man skal holde øje med.
Diabetes 1
Type 1-diabetes er en kronisk, autoimmun sygdom, som ingen endnu ved, hvorfor man får. Med diabetes 1, begynder kroppens immunforsvar pludseligt at angribe ens egne celler. Det er de celler, der danner insulin i bugspytkirtlen, der angribes, og derfor kan kroppen slet ikke danne insulin ved type 1-diabetes. Insulin er et hormon, der står for at kroppens væv kan optage glukose fra blodet.
Har man diabetes 1, skal man derfor behandles ved at have insulin tilført hver dag via indsprøjtninger.
Symptomer på diabetes 1:
Symptomerne på diabetes 1 viser sig hurtigt, når du har fået sygdommen. Det er normalt at opleve flere symptomer på én gang, og at de kommer hurtigt. Søg læge, hvis du oplever nogle af disse symptomer:
- Hyppig vandladning
- Øget tørst
- Vægttab
- Træthed
- Kløe
- Hovedpine
- Kvalme
- Opkast
- Mavesmerter
- Bevidstløshed
- Hyppige infektioner
- Svækket almen helbredstilstand
Diabetes 2
Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, der især skyldes arvelighed, overvægt, usunde madvaner og fysisk inaktivitet.
Ved diabetes 2 har man typisk udviklet resistens over for insulin. Det betyder at insulinen som kroppen producere selv, ikke virker så effektivt, og derfor får det ikke hjulpet så meget glukose fra blodet ud i cellerne. Det får blodsukkeret til at stige, og bugspytkirtlen forsøger at kompensere ved at producere endnu mere insulin. Men bugspytkirtlen kan stadigvæk ikke producere nok til at dække kroppens behov, når man har diabetes 2, og derfor har man brug for at få insulin udefra. Hvor meget insulin man har behov for at få tilført, er dog afhængigt af graden af sygdommen.
Symptomer på diabetes 2
Symptomerne på diabetes 2 kan være de samme som ved diabetes 1. Typisk vil symptomer ved type 2-diabetes komme snigende, da sygdommen også udvikler sig langsomt. Derfor kan mange ‘overse’ symptomer på diabetes 2 og forveksle dem med almindelig skavanker eller alderdom. Af den grund har en del af os diabetes 2 helt uden at vide det. Træthed og tørst er fx nogle af de små tegn, der kan indikere, at du måske har diabetes 2.
Så hvis du oplever symptomerne nedenfor, og du samtidig har sygdommen i familien eller lider af overvægt, bør du søge læge:
- Hyppig vandladning og tissetrang
- Øget tørst
- Træthed og slaphed
- Kløe (især i skridtet)
- Kvalme
- Føleforstyrrelsen
- Synsforstyrrelser
- Langsom sårheling
- Hyppige infektioner
- Svækket almen helbredstilstand