Bolig

Den rigtige sofa og andet – fem gode råd til at få din stue til at føles større

Overvej dine større møbler

contentinfoFølelsen af en større stue starter med valget af de større møbler i den. Det er meget vigtigt at tænke over disse, da det ofte er dem stuen formes omkring og de påvirker dermed alle andre møbler. Blandt disse større møbler tæller særligt skabe, reoler, og helt specifikt din sofa. Sofaen er ofte det møbel i stuen der fylder mest på gulvet, så at finde den rigtige er helt essentielt.

Vi skal senere se på hvordan du skal placere dine møbler, så for nu handler det om at vælge de rigtige møbler. Hvis du er på jagt efter en ny sofa, og ikke har så mange kvadratmeter at gøre godt med, er det værd at overveje en lille sofa der fylder mindre. Hvis I for eksempel kun bor to sammen, kan en to personers sofa være fin, og så hellere hive stole frem hvis der er gæster.

Styr på nipset

I den helt anden ende af størrelsesskalaen er alle nips-ting. For meget nips kan hurtigt give et rodet udtryk, hvilket bidrager til, at få stuen til at føles mindre. Derfor bør du overveje hvor meget nips du egentlig vil have i stuen. Dette betyder ikke, at du bør skille dig af med alt, blot at du kan overveje hvad der er værd at beholde i stuen.

Når du har gjort dette, bør du sikre, at alt det nips der er tilbage, har en fast plads. En stue kan sagtens have en del nips og genstande. Men hvis ikke de har en fast plads, men derimod bare ligger tilfældigt, er det, at det virker rodet, og dermed får stuen til at virke mindre.

Lad der blive lys

Lys er også en utrolig central ting når det kommer til at få din stue til at se større ud. Et godt sted at starte, er ved at vælge lyse farver til stuen, både på væggene og i møblementet. Ved sidstnævnte, er det igen værd at kigge på de større møbler. Skabe og reoler kan ofte holdes i hvid for mere at ”forsvinde” i væggen, mens din sofa også kan gøres lys, enten med en lys grå eller måske pastelblå.

Også det ”rigtige” lys bør du tænke på. Lad så vidt muligt ikke noget stå i vejen for lyset fra vinduerne. Derudover kan det være en god ide at udskifte gamle, solide døre mellem stuen og andre rum, med glasdøre. På denne måde kan lyset bedre strømme gennem boligen og stuen føles mindre indelukket og lille.

Så få ting på gulvet som muligt

De sidste to punkter handler om placeringen af dine møbler. Første råd her, er at undgå at have for meget stående på gulvet. Jo færre ting der står på gulvet, des større føles stuen. Du kan eventuelt bytte skabe ud med hylder, eller anskaffe skabe der kan hænges på væggen.

Giv møblerne plads

Den anden ting du kan gøre i forhold til møblernes placering, er at lade der være god plads mellem møblerne, og god plads mellem møbler og væggene. Dette sidste punkt kan virke lidt kontraintuitivt, men det kan faktisk gøre meget at hive møbler, og her igen særligt større møbler, ud fra væggen.

Grunden er, at hvis du hiver for sofaen ti centimeter ud fra væggen mister du måske en lille smule reel plads, men rummet vil alligevel føles meget større. Du mister altså en smule real-plads, men dette opvejes klart af den plads det skaber visuelt. Altså ender du op med en stue der føles meget større end før.