Hvis man ønsker et sundt og godt indeklima, er det rigtig vigtigt, at man husker at få åbnet alle vinduer og luftet godt ud i hjemmet. Det kan være nemt at lufte ud, når solen skinner og det er dejligt varmt udenfor, men nu hvor det bliver koldere og koldere, bliver det nok sværere at huske på.
Heldigvis er der nogle planter, der har den egenskab, at de er rigtig gode til at rense luften. Hvis man har bare én af nedenstående planter i sit hjem, er man allerede et stort skridt nærmere et rart og rent indeklima. Derfor får du her en liste med fem luftrensende planter.
1. Fredslilje Spathiphyllum wallisii
Fredsliljen er kendt for to ting. For det første dens ovale, mørkegrønne blade og flotte hvide blomster. For det andet dens evne til at forbedre luftkvaliteten indendørs. Den er ikke bare flot og god for luften, den er tilmed meget taknemmelig og nem at passe. Det eneste, du skal sørge for, er at nippe visne blade af, samt sikre at den ikke står i træk og direkte sollys. Plant fredsliljen i en potte med huld i, så vandet kan løbe fra. Den trives bedst i fugtig, ikke gennemvåd jord.
2. Vedbend Hedera Helix
Vedbend, også kendt under sit tyske navn Efeu, er den plante, man genkender fra engelske landsteder, hvor den vokser sig op af murværk. Den er meget hårdfør og særdeles nem at passe. Den har det bedst i halv-skyggefulde steder med en del fugt. Et godt tip er at købe en forstøver og sprøjte den med vand et par gange om ugen, så vil den holde sig flot. Vedbend kravler, hænger og snor sig rigtig fint. Derfor kan man virkelig lege med denne plante og sætte den op på hylder eller lade den hænge ned fra loftet i en hængepotte. Alt i alt er det en rigtig pæn og luftrensende plante.
3. Væddeløber Chlorophytum comosum
En anden god hængeplante er Væddeløberen, der med sine lange grønne blade vil sprede sig flot ud over en hængepotte. Den er derudover nærmest umulig at slå ihjel, og er dermed en rigtig god plante til folk, der ellers er berygtede plantemordere. Den trives bedst i fugtig jord og på en lys plads uden direkte sollys. Den er super nem at formere. Man skal blot tage en udløber, anbringe den i en lille potte, dække rødderne med muld og sørge for at holde den fugtig. Dermed kan én Væddeløber nemt og hurtigt blive til mange og du får flere små luftforfriskende planter i hjemmet.
4. Aloe vera
Aloe vera er planten med de mange egenskaber. Den er især kendt for sin helende og sundhedsfremmende virkning og er således at finde som ingrediens i cremer, skønhedsprodukter og endda drikkevarer. Derudover er det er en rigtig fin sukkulent, som er super nem at holde. Med andre ord; hvis du kun skal købe én plante er en aloe vera et rigtig godt bud på en luftrensende plante til hjemmet med mange ekstra fordele.
5. Nyrebregne Nephrolepis Exalta Bostoniensis
Der findes mange arter af bregner og de er alle virkelig flotte, når de står med deres lysegrønne, friske blade, der smukt breder sig ud over potten. Udover deres smukke ydre, har de har en super indvirkning på indeklimaet og er gode til at rense luften. De er tilmed forholdsvis nemme at holde som stueplante, da de tåler at stå mørkt. Til gengæld holder de sig bedst i let fugtig luft, hvorfor det anbefales at spraye dem med en forstøver.
Disse fem ovenstående planter har alle det tilfælles, at de er rigtig gode til at rense luften indendørs. Derudover har de alle et særegent udseende. Find din favorit og få både et grønnere og friskere hjem.