Design køkkenet til din nye bolig

Home / Bolig / Design køkkenet til din nye bolig

Her finder du en række gode råd, til når du skal indrette dit nye køkken

Køkkenet er et af boligens vigtigste rum. I mange familier fungerer køkkenet ikke blot som det sted, hvor maden tilberedes, men også som et samlingsrum, hvor børnene opholder sig, laver lektier eller hygger sig, mens forældrene laver mad.

Når du designer jeres nye køkken, er der flere ting, der er vigtige at være opmærksom på. Vi har lavet en kort guide, der hjælper dig til at huske de vigtigste ting.

Det skriver Bolignyheder.dk.

Hvad skal dit køkken kunne?

Behovsafklaring er en vigtig del af processen, når du skal designe dit nye køkken. Hvilke indretningsmuligheder er der i jeres hus, og hvilke behov har I? Spørg dig selv, hvordan I gerne vil bruge køkkenet.

Skal det være et køkken, hvor I kun tilbereder mad, eller skal det også fungere som et rum, hvor der er plads til lektier og leg? Vil I have et køkken-alrum, hvor der også er plads til, at I kan spise og have gæster, eller foretrækker I et lukket køkken, hvor maden indtages i spisestuen?

Den gode arbejdsplads

Mange har tendens til hovedsageligt at fokusere på stil, materialevalg og farver, når de designer deres nye køkken. Ofte glemmer de, at køkkenet først og fremmest er en arbejdsplads. Derfor er det vigtigt at tænke på, hvordan du kan indrette dit køkken, så det bliver praktisk og funktionelt. I et køkken er der typisk brug for arbejdspladser ved vasken, komfuret og køkkenbordet.

Der er ofte meget trafik ved vasken, og det er derfor vigtigt, at der er bordplads på begge sider af vasken. Også ved komfuret og ved ovnen er der ofte travlt, og det er hensigtsmæssigt, at der er afsætningsplads til varme ting ved kogepladen og ved ovnen. Samtidig er det en god idé at sørge for, at de ting, du bruger i forbindelse med aktiviteterne ved ovn og komfur, er placeret i nærheden – det kunne eksempelvis være gryder, pander og grydeskeer.

Er du typen, der godt kan lide at sylte og bage, kan du også indrette arbejdspladser til bestemte opgaver, hvis du har et stort køkken. Det kunne være en arbejdsplads, hvor mel og skåle er centralt placeret, så de er lette at komme til, når du ælter dej.

Stil og materialevalg

Når du skal designe dit køkken, er der mange forskellige stilarter og materialer at vælge mellem. Det bedste, du kan gøre, er at søge inspiration på nettet, læse forskellige boligmagasiner og tage på besøg i diverse køkkenbutikker. Det anbefales dog at vælge en stil, der harmonerer med indretningen i resten af huset. Samtidig er det også vigtigt, at stilen passer til den måde, I bruger køkkenet på og det er en god idé også at tænke på rengøring og vedligeholdelse.

Foretrækker I eksempelvis praktiske ståloverflader, der er nemme at vedligeholde, eller varme træoverflader, der giver liv til køkkenet? I bør også overveje, om I vil investere i et kvalitets-køkken med en lang levetid, eller om I vægter fornyelse højere og regner med at ændre på køkkenet inden for få år.